IFCR-Partner skal med Cyberlandsholdet til Prag


I slutningen af september tager Michael Dyrmose med det danske Cyberlandshold til European Cyber Security Challenge i Tjekkiets hovedstad.

Michael Dyrmose er Partner, Head of Offensive Ops & Penetration Tester hos Institut For Cyber Risk. Tidligere har Dyrmose arbejdet som IT Security Specialist hos Forsvarets Efterretningstjeneste. Derudover har han også været landstræner for det danske Cyberlandshold, som han var med til at stifte i 2017. Det er altså lidt af et CV, som Dyrmose kan præsentere.

Udtagelse af deltagerne

Hvert år afholdes European Cyber Security Challenge i en europæisk by. Ved dette års turnering er det dog en smule anderledes for Michael Dyrmose, da han tager med til Prag for at hjælpe den nye landstræner, Jens Myrup Pedersen, der til dagligt er professor ved Aalborg Universitet. Dyrmose er netop udvalgt grundet sin erfaring som landstræner for Cyberlandsholdet fra 2017 til 2020.

Landsholdet består af 10 unge danskere i alderen 15 til 25 år, der har været gennem en længere proces for at komme med. For at komme i betragtning til landsholdet har de unge først skulle deltage ved DM i Cybersikkerhed, hvorfra 26 personer gik videre til en boot-camp.

Det er faktisk ikke kun dem, der scorede flest point, som vi har udtaget.

Vi udtog 10 af de 26, som var med på boot-campen. Og det er faktisk ikke kun dem, der scorede flest point, som vi har udtaget. Det er nemlig også dem, der har nogle anderledes kompetencer, så forskellighederne er vigtige. For at sammenligne det med noget man kender, kan jeg sige, at hvis vi tog afsted med 10 målmænd, ville vi nok ikke score så mange mål,lyder det fra den tidligere landsholdstræner.

Der er altså fokus på diversitet i kvalifikationerne, hvor Michael Dyrmose og Jens Myrup Pedersen har forsøgt at sætte et hold, der kan imødekomme en række forskellige udfordringer. De 10 unge danskere er blevet udvalgt, og træningen frem mod efterårets turnering er igangsat.

Bag om European Cyber Security Challenge

Turneringen European Cyber Security Challenge, der forkortes ECSC, afholdes hvert år i forskellige europæiske byer, og den arrangeres af ENISA. ENISA er EU’s agentur for cybersikkerhed, og her sidder en repræsentant for hvert medlemsland.

Danmark repræsenteres ved Forsvarets Efterretningstjeneste, der sammen med Industriens Fond står bag den danske cybermesterskabsturnering, for at skabe større opmærksomhed omkring IT-sikkerhed i Danmark. I år var Efterretningstjenesten og Industriens Fond stærkt allieret med de danske universiteter, hvorfor disse også har spillet en stor rolle i udformningen og eksekveringen af turneringen.

Gode grunde til at deltage

Der er mange gode grunde til at unge IT-interesserede skal deltage i de danske cybermesterskaber. Michael Dyrmose nævner blandt andet fællesskab, netværk og udvikling af kompetencer som årsager;

”Der er naturligvis nogle gode muligheder for de unge i det her. Først og fremmest giver det et fællesskab og netværk blandt andre ligesindede i Europa, og dernæst udvikler de unge jo også deres kompetencer. Vi træner dem og giver dem nye udfordringer.”

Det er dog ikke det eneste. Mange jobmuligheder kan nemlig også åbne sig for de unge, der bliver udvalgt til at deltage i turneringen.

Der er en del, der kigger med efter skarpe talenter.

Jeg er førhen blevet kontaktet for at validere, om en person havde været på cyberlandsholdet, da det fremgik af dennes CV,” fortsætter Dyrmose og tilføjer; ”det kunne jeg naturligvis sige ja til, og det er faktisk ret sejt at have stående. Det åbner endnu flere jobmuligheder, og der er en del, der kigger med efter skarpe talenter.

Cyberlandsholdet, og de cyberturneringer, som afholdes i Danmark, fungerer også som inspiration for de unge deltagere. Turneringerne har til formål at vise en verden indenfor cyber, der forhåbentlig kan få flere unge til at søge i den retning, når valget omkring uddannelse og arbejdsliv skal tages.

En rapport har for nylig fastslået, at der om ni år vil mangle 22.000 medarbejdere i IT-branchen, og det kan derfor være meningsfuldt at sætte endnu større fokus på denne verden.

Michael Dyrmoses tid med Cyberlandsholdet

Michael Dyrmose var en af de ledende kræfter i forbindelse med opstarten af det danske Cyberlandshold i 2017. Ved opstarten blev Dyrmose udnævnt som landstræner for Cyberlandsholdet, og han var således med holdet i Malaga til den årlige turnering.

I 2018 blev turneringen afholdt i London, også med deltagelse af det danske landshold ledt af Dyrmose, og i 2019 stod der Bukarest på destinationen. Med aflysningen af sidste års turnering i Wien, kan Michael nu se frem til endnu en gang at tage med, når det danske Cyberlandshold sætter kursen mod Prag den 28. september 2021.

Resultater


2017, Malaga: 8. plads

2018, London: 13. plads

2019, Bukarest: 9. plads