Skal vi alle vende tilbage til pen og papir?

af Jesper Helbrandt, Institut for Cyber Risk

I sidste uge havde jeg en snak med en gammel bekendt, og på et tidspunkt faldt snakken på cyber(u)sikkerhed, og hvor bekymret han er i forhold til sine personlige data og bankoplysninger.

I et forsøg på at understrege hvor bekymret han var, foreslog han, at gå tilbage til pen og papir og droppe netbank.

Vi blev dog hurtig enig i, at det nok ikke var en farbar vej, men i virkeligheden er det jo en relevant diskussion, for hvis vi ikke begynder at tage det væsentlig mere seriøst omkring vores sikkerhed, så er det svært at forestille sig, at det ikke kommet til at gå alvorligt galt.

Og ja, vi følte os alle meget mere sikker i den gamle analogtid, dengang hvor TV-avisen var i sort/hvid, men tiden er en anden og jeg tvivler på at ret mange i dag ville bytte farvefjernsynet og 100 kanaler ud med et sort hvidt tv og kun DR.

I gamle dage var hackere nærmest science fiction, men nu er vi i en tid, der for de fleste føles langt mindre sikker, og vi kan dagligt læse om cyberangreb og databrud, nationer der angriber hinanden i cyberkrig, valg der bliver påvirket af hackerangreb og meget andet.

Det er desværre ikke kun virksomheder og organisationer der er sårbare – enhver person, sted og enhver online enhed i verden, er potentielt sårbar.

Analyser forudsiger, at cyberkriminalitet vil koste verdenssamfundet mere end seks billioner dollars om året. Truslen fra cyberkriminalitet vil mere end tredoble antallet af ubesatte cybersikkerhedsjob, der forventes at nå op på 3,5 millioner inden 2021.

Det er nøjagtigt derfor, at vi er nødt til at blive meget mere fokuseret på, at få alle medarbejdere i organisationen til at beskytte og forsvare vores data, applikationer, infrastruktur og mennesker.

Cyberkriminalitet er i dag en meget reel og meget skræmmende trussel, men jeg ser også dette som en mulighed, hvis vi gør det rigtige – med at hjælpe os alle med at føle os mere sikre. Vi skal engagere alle i at hjælpe hinanden med at forstår deres ansvar, og at de kan gøre en reel forskel hvis de tager et ”cyberansvar” – i at blive gode ”cyberborgere”.

Ingen er perfekte, men vi skal forstå at hackere er meget dygtige til at snyde mennesker, og drage fordel af vores sårbarhed og vores svagheder.

Menneskelig fejl er stadig den mest sandsynlige årsag til et succesfuldt hackangreb.

At vende tilbage til pen og papir er bestemt ikke en mulighed, men at blive mere opmærksom på vores ”cyberansvar” er bestemt en mulighed.